Rønne er en af Danish Crowns mindre fabrikker, og også her oplever man et stigende behov for at rekruttere medarbejdere med anden baggrund end dansk og har et ønske om at give dem de bedst mulige forudsætninger for onboarding, fastholdelse og opkvalificering.

Spillet vil for nogle medarbejdere være et alternativ og for andre et supplement til den sprogundervisning, som også tilbydes på fabrikken. Slagterispillet kan give medarbejderne et fælles udgangspunkt og et fælles sprog i det daglige arbejde, hvor mange begreber og udtryk ikke indgår som en del af den almindelige sprogundervisning. Og så er spillets indhold direkte knyttet op på de regler og procedurer, som er gældende på fabrikken i forhold til fødevarehygiejne, sikkerhed og arbejdsmiljø. På denne måde understøtter det også den øvrige QEHS og AMR indsats og giver medarbejderne sjove og let forståelige påmindelser om alt fra glatte gulve og gummistøvler til håndvask og høreværn.